Erfaren Data Warehouse developer til DLR Kredit

Ønsker du et job, hvor du både kan bidrage med din store viden om data og optimere grundliggende datastrukturer for bl.a. myndighedsrapportering samt brugere af data? 

Vi leder efter en Data Warehouse developer med høj faglighed, erfaring som udvikler og som har lyst til at være med til at sætte standarder for arbejdet med data i DLR.

”Med respekt for hinandens faglighed og fokus på fælles værdiskabelse omsætter vi i Data Management forretningens krav til funktionelle løsninger.” Kari Oxenvad, afdelingsleder.

 

Vi tilbyder:

Du får et alsidigt job i en afdeling, hvor vi stræber efter at gøre tingene ensartet, og hvor du kan præge løsninger og kvalitet af data.

Sammen med det øvrige team får du ansvaret for data i relation til vores kreditrisiko-modeller, vores udlånsforretning og likviditetsstyring. Du får et tæt samarbejde med bl.a. Modeludvikling, Økonomi, Fonds og Udlån, og en hverdag hvor du både løser udviklings- og driftsopgaver.

Vi står i den spæde start af omlægningen af vores IRB-varehus til vores Enterprise DW. Det er en opgave som stiller store krav til den forretningsmæssige forståelse og tekniske indsigt, og du vil få en afgørende rolle i projektet. Vi arbejder på en decentral SAS-platform, primært via DI Studio og med høj fokus på sund metadatasammenhæng samt fuldstændighed i vores dataløsninger.

 

Mere konkret skal du arbejde med at:

• Udvikle og vedligeholde forretnings flows i DI Studio.
• Løbende sparring med brugerne af data om design og løsninger.
• Sikre, at vores datakvalitet er compliant med Finanstilsynets modeller og anden myndighedsrapportering.
• Udarbejde driftssikre løsninger, der er uafhængige af nøglepersoner, hvorfor der lægges høj vægt på automatik.
• Udarbejde og vedligeholde dokumentation.
• Guide og uddanne kollegaer i anvendelsen af data

Om Data Management teamet:

Data Management teamet består af 8 kolleger, der har det fulde ansvar for drift og vedligeholdelse af DLRs dataplatform, herunder serverpark, den analytiske værktøjskasse, Data Warehouse løsning og rapporterings- og indberetningsforpligtelser.

Vi gør en stor dyd ud af at kunne dele opgaver mellem os, hvorfor det er altafgørende, at vi arbejder struktureret og ensartet på tværs.

Data Management hører til i afdelingen Data Management og Rapportering med i alt 15 medarbejdere. Den anden del af afdelingen arbejder med BI og rapportering. Afdelingen er en del af funktionsområdet ”Model- og Datainnovation”, som også dækker Analyse og Datakvalitet samt Modeludvikling. Vi er tilsammen omkring 30 dataprofessionelle, som hver dag arbejder indenfor hvert vores speciale.

Samarbejde, ordentlighed og det at handle på udfordringerne er stærke værdier i vores organisation. Vi mener selv, at noget af det, der bidrager til en unik kultur og gør DLR til en fantastisk arbejdsplads, er vores fagligt kompetente og engagerede medarbejdere.

Du kan bidrage med:

• Erfaring med SAS og gerne DI Studio og forståelse for værdien af metadata
• Gerne flere års dokumenteret erfaring fra en lignende stilling i den finansielle sektor, hvor du evt. har arbejdet med Data Warehouse udvikling og datamodellering
• Erfaring i at arbejde med agile principper
• Du arbejder struktureret og med høj detaljegrad
• Det er vigtigt at du tager ansvar for dine opgaver og kan arbejde selvstændig, men samtidig har lyst til at være teamplayer
• Generelt har du en positiv indstilling og smitter med dit gode humør
• Relevant uddannelsesmæssig baggrund som programmør, data engineer eller cand.scient.oecon., cand.polit., cand.merc.(mat.) eller lignende, hvor du har fået erfaring med modellering af data.

 

Om DLR

DLR Kredit er et realkreditinstitut med speciale i udlån til landbrug og erhverv. Vi er ejet af 43 pengeinstitutter. DLR er udpeget som et systemisk vigtigt finansielt institut og er den femte største selvstændige udlånsvirksomhed i Danmark med et realkreditudlån på 180 mia. kr.

På vores kontor tæt på Vesterport Station i København er vi ca. 220 medarbejdere. Vi har desuden tilknyttet ca. 50 vurderingssagkyndige med base rundt i landet.

Du kan finde mere information om DLR Kredit på www.dlr.dk

 

Er du interesseret?

Lønnen fastsættes efter kvalifikationer og ansættelsesvilkårene følger overenskomsten mellem FA og Finansforbundet.

Er du interesseret i at høre mere er du velkommen til at kontakte TalentPeople A/S på  +45 7020 4011 – eller sende os dit CV på  info@talentpeople.dk